Hudsymptomer kan ses ved flere bindevævssygdomme, men er mest udtalte ved
sklerodermi, dermatomyositis og lupus erythematosus.
Systemisk sklerodermi
Systemisk sklerodermi er en sjælden lidelse, hvor der dannes
et abnormt, meget fast bindevæv. Huden bliver stiv og fortykket, ofte i hænder
og ansigt. Forandringerne omfatter bindevævet overalt, inklusiv indre organer
og blodkar. Behandlingen foregår på hudafdelinger, hvor man har en særlig
erfaring med sygdommen.
Morphea
Morphea er også en sjælden
lidelse. Forandringerne sidder kun i huden som store pletvise rødlilla områder,
der bliver brunlige og aragtige med tiden.
Dermatomyositis er endnu sjældnere end sklerodermi. Den kan
ramme små børn og voksne i 40-60 års alderen. De første symptomer er ofte et
udslet i ansigtet og på kroppen ledsaget af muskeltræthed og synkebesvær.
Sygdommen har hos voksne patienter hyppigt relation til en kræftlidelse i indre
organer, hvorfor en grundig udredning er nødvendig. Behandlingen er
binyrebarkhormon.
Lupus erythematosus
Lupus erythematosus (LE) er hyppigere end de foregående og
optræder i 3 former:
1. Diskoid LE, som er lokaliseret til huden og ses som røde,
skællende pletter hyppigst i ansigtet (næse og kinder – udslettet kan minde om
en sommerfugl) og på ører, i hårbund og hænder. Ses hyppigst hos kvinder i 30-40
års-alderen. Kan provokeres af sollys, infektioner eller medicin. Behandles med
kraftig binyrebarkhormon creme og solcreme med højeste beskyttelsesfaktor.
Behandling med hydroxyklorokin tabletter (virker lysbeskyttende) kan være
nødvendig.
2. Systemisk LE er en autoimmun sygdom, hvor aflejring af
immunkomplekser i organer og karvægge fører til vævsskader. Arvelige faktorer
spiller en rolle, og sygdommen kan ligesom ovennævnte provokeres af medicin og
sollys. Første symptom er hos de fleste et rødt udslet på lysudsatte områder
(ansigt og hænder), men derudover kan der forekomme symptomer i led, hjerte,
nyrer og blod mm. Behandlingen består af immunsupprimerende midler.
3. Subacut LE er en mildere form for systemisk LE, og er især præget
af hudsymptomer, led- og muskelsmerter.
Få mere information